Lørdag den 26. oktober 2002 kl. 11.30 - 17.00
Udstillingen vises til den 24. november 2002
  

Sys Svinding

Skulpturer i marmor, granit og bronze

  
"Kunstnerens frihed er skræmmende stor. Hun må alt (inden for lovens grænser) bare det bliver til kunst.
Den eneste vej frem er at opfinde en spændetrøje at bryde ud af. Billedhuggeren Sys Svinding har valgt en
af de mest indlysende -og samtidig en af de mest banale -grundformernes. Grundformerne er fundet i naturen, tilslebet af arkitekturen og forvaltet, i fri skikkelse, i sindet.

At have grundformerne i sindet er samtidigt at have et anfægtet forhold til dem. For hvad skal man have det
i sindet for, som er evigt fastlagt og uforanderligt ? Ægget, cylinderen, kuglen, kuben, keglen og pyramiden
er autoriteter som kun kan omgås underdanigt, men kunstneren er nødt til at hævde at to og to er fem, og
at alle grundsandheder er bearbejdelige. Det er således kunstnerens vilkår at måtte opstille alle regnestykkets bestanddele, men alligevel regne med det uberegnelige.



Sys Svinding er bidt af en gal arkitekt, og selvom jeg har måttet se de fleste af hendes ting som små model-
ler taget ud af et hængeskab i køkkenet, kan jeg konstatere, at hun er monumental i sit udtryk. Her i tændstiksæskestørrelse har jeg set kultiske templer, aztekiske gravpladser og lignende -og genoplevet at storhed
og stemning ikke har med ydre format at gøre. Med den rationalitet, som er en udløber af konstruktivismen, former hun sine indgreb i grundformerne, men der er ikke nogen kold rationalitet, derimod et koncentreret udtryk for den musikalitet hun altid ønsker at bibringe formen. Hendes former bevæges sjældent afbløde, glidende overgange, men af skarptskårne trin- og trappeformer, som i sig selv danner rytmiske forløb. Tingene er bygget, men ikke i en funktionel hensigt. Al håndgribelighed til trods, er det nogle person-
ligt farvede metafysiske oplevelser Sys ønsker at formidle.

Den stilhed i naturen som er arkitektens stærkeste klangbund ser Sys Svinding også gerne som baggrund for sine skulpturer. Det "Stilhedens Bord" som Constantin Brancusi engang anbragte i naturen må være et værk efter hende hoved. Hun har dyb forståelse for at skulpturen helliggør sit sted. Det ligger ligefrem i hendes udtryk at understrege en slags sakralitet. Beskuerens passive andægtighed interesserer hende dog mindre end hans interaktion med værket. Og om ikke andet kan man i tankerne færdes gennem hendes portaler og op og ned ad hendes trapper. I sin udtryksform bekender hun sig til en moderne tradition omkring konstruktivismens stramhed og formøkonomi, men uden modernistisk splittethed og nervøsitet. I grundformerne ser hun en slags åndelige kroppe, som fastholder en tidløshed fuld af ligevægt og harmoni.
En orientalsk præget modsigelse mod tidens paradigmeskift og konjunktursvingninger."

Bent Irve

 

<<-- Til oversigt